Det er ingen hemmelighed, at det er umuligt at undvære sine elskede smøger. Jeg har kun været afhængig i 12 år, da jeg endelig knækker koden til rygestop, og bliver røgfri. Hvis du har røget hele livet, forstår jeg godt hvis du synes det virker lidt håbløst at gå i gang med rygestop.
3 år til rygestop
Det tog mig tre 3 år, at kvitte smøgerne. Men da det lykkedes, var det helt fantastisk. Jeg havde rygrad som en regnorm, og havde konstant start-stop perioder de første par måneder. Selv da jeg havde holdt røgen fra livet i 10 måneder, dumpede jeg i til en fest.
Det der med at være festryger, bare denne ene gang, og så smide de sidste cigaretter ud på vejen hjem, var ret dumt. For jeg glemte at smide dem ud, så søndag nænnede jeg det ikke, og jeg kunne jo bare lade være med at ryge om mandagen. Det var en lækker søndag, med røg og højt humør, som i gamle dage.
Det er utroligt naivt at tro at jeg bare kunne stoppe om mandagen. Jeg var naiv, og røg i fælden, så der gik lige tre måneder inden jeg forsøgte at stoppe igen.
Jeg har altid været stædig. Eller vedholdende vil nogle sige, for at det skal være en positiv ting. Men lige når det gælder rygning, vil jeg sige stædig. For selv om om jeg stædigt traf en beslutning, om at mandag stopper jeg med at ryge, og gjorde det, var min stædige indre ryger stærk som ind i h, og kunne finde på alle mulige undskyldninger til at nuppe bare en enkelt smøg i festligt lag. Som så selvfølgelig blev til flere.
Jeg fik det ene nederlag efter det andet, imens jeg prøvede på at blive røgfri. Men det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Og efterhånden fik jeg lært mig selv, hvordan jeg skulle tackle rygestoppet, for at kunne holde min indre ryger hen, og lade min indre ikke-ryger blive stærkest.
Jeg var ganske enkelt ikke klar, og ikke bevidst om hvad det var jeg kæmpede med. Jeg prøvede, med alle gode intentioner for, at blive røgfri.
Da jeg var ryger
Jeg havde selvfølgelig alle de gode grunde til at ryge. Det er en fed fornemmelse, at inhalere, og mærke varmen brede sig i lungerne, samtidig med at en ubeskrivelig rus giver hjernen et kick, som er på samme tid beroligende og bevidsthedsudvidende.
Jeg havde også dengang en stresset hverdag, med undervisning af mange forskellige kursister, hjælp og rådgivning, samt mine private projekter, som alt sammen var arbejde foran skærmen. Jeg har altid elsket at have travlt. Jeg har ikke et job, jeg har en livsstil, og jeg elsker stadig at have travlt, og mange balloner i luften på samme tid.
En gang imellem går man ligesom lidt i stå, hænger fast. Ideerne udebliver, eller problemet er uløseligt. Så er en smøg helt perfekt til at kickstarte hjernen, og få nogle fantastiske ideer, eller se på opgaven på en anden måde. Det har jeg ikke fundet nogen erstatning for, andet end stædigt at fortsætte, eller droppe opgaven, og vende tilbage senere. Men det er lidt et nederlag. En tur ud på terassen med et godt glas rødvin, og kikke op på stjernerne, kan give lidt. Men det kan jeg altså ikke gøre 25 gange om dagen …
Det ulækre ved at være ryger
Jeg har selvfølgelig konfereret med mig selv mange gange, om hvorfor jeg skulle holde op med at ryge. Jeg har skrevet dem ned, båret dem i lommen, læst dem op for mig selv, og alt muligt andet, som bare ikke virker hvis du har en stædig indre ryger. Men de har været med til, at jeg på 3 år, fik min indre ikke-ryger til at blive stærk nok til at holde min indre ryger tilbage.
- Den vigtigste årsag var frygt. Mine forældre er begge døde af bugspytkirtel kræft, som hhv. 44 og 54 år unge. Med ti års mellemrum. Det burde have betydet at jeg aldrig var begyndt, men også at jeg kunne stoppe på dag 1. Men det gjorde det ikke. Frygten for at dø er forfærdelig. Jeg vil så gerne leve længe nok til at se mine børn vokse op, og se at de lykkes med at få arbejde, kærester og børn. Det er lidt af en målsætning, for jeg har selv fem børn, og har haft børn i 26 år nu, og den mindste er 6, så jeg bliver nødt til at blive ret gammel.
- Rygning er dyrt. Allerede da jeg stoppede, var prisen over 30 kr. for 20 stk. Og jeg røg 30 om dagen. Det var mere end 15.000 om året. Jeg tog altid en pastil eller tyggegummi efter jeg havde røget, så der er også røget tusindvis af kroner jeg kun brugte fordi jeg røg.
- Det smager grimt, og hvem vil kysse et askebæger. Jeg har haft dage, hvor munden nærmest føles hudløs af indhalering af varm røg. Spyttet smager mærkeligt, og er ulækkert klæbrigt og klistret.
- Lugten er forfærdelig. Den hænger i tøjet, og ens ånde er ulidelig for andre mennesker. I dag kan jeg stå i døråbningen til et ryger-hjem, og snakke et par minutter. Når jeg går derfra, kan jeg lugte det tøjet. Endnu værre, hvis vi har været sammen med nogle der ryger en hel aften. De fleste ryger heldigvis udenfor i dag, så det er ikke så slemt. Men hvis du går på terrassen af sympati, eller for at snakke, er den gal igen. Røg er bare som en magnet, der hænger fast.
- Et kick der giver hjernen tilfredsstillelse har begrænset effekt, og det bliver til mere og mere der skal til. Ofte med flere daglige hedeture, fordi jeg higede så meget efter det store sus, at jeg fik røget for meget for hurtigt. Jeg kunne godt blive så skidt tilpas, at jeg lige måtte lægge mig ned et par minutter.
- Det er ulideligt hele tiden at skulle finde tid til at ryge. Hele tiden er tanken på, hvornår kan jeg få min næste smøg. Eller tanken om at skulle på ferie, og klare 4 timer uden en smøg, det er forfærdeligt. Altså at undvære en smøg så længe. Den afhængighed er ubarmhjertig. Du får aldrig et roligt øjeblik. Det første du tænker på om morgenen, er hvornår du kan komme til at ryge en smøg. Føj for pokker, hvor er det bare ulækkert!
Endelig røgfri, men …
Jeg besluttede at holde op igen. Ikke lige så energisk som de andre gange, men jeg traf beslutningen. Jeg bestemte mig også for, at nu skulle jeg have hjælp til det. Nikotin plastre var lige kommet på markedet dengang, så jeg havde et på hver dag, skiftevis på den ene og den anden skulder, og skiftevis lidt op og ned ad armen. Faktisk irriterede de der plastre huden lidt, så jeg fik rødlige mærker af dem. Men de hjalp, er jeg overbevist om, og jeg blev røgfri. Det kostede lige så meget som at ryge, så argumentet med at spare penge holdt ikke til at starte med.
Røgfri betyder ikke at du bliver ikke-ryger igen. For trangen vil stadig være der. Det var den i hvert fald for mig. Hver gang jeg kunne dufte røgen fra en cigaret eller pibe, trådte min indre ryger et skridt frem, og hviskede i mit øre. Mindet om det kick, der giver hjernen et boost, stod frisk i hukommelsen. Men min indre ikke-ryger var nu så stærk, at jeg holdt viljefast i min beslutning om, at jeg ikke ville ryge. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg ikke ville. Det var en optur at holde fast, men samtidig og med en frygt for, at jeg pludselig kunne blive overhalet indenom og se min indre ryger stå med en smøg i hånden.
Jeg talte dag, der blev til uger og måneder, og endelig til år. Min viljefaste ikke-ryger holdt pistolen for panden af min indre ryger, så der blev oparbejdet en kraftig modvilje og kraftig reaktion hver gang jeg kunne dufte røg. Trangen til at ryge var der stadig. Men kun når jeg duftede røg.
Efter 8 år var jeg fri. Jeg havde ikke længere trangen til at ryge, når jeg lugtede den ulækre røglugt. Jeg var jublende lykkelig, og min indre ikke-ryger havde vundet. Troede jeg. I virkeligheden sker der det, at da jeg tror jeg har vundet, lader jeg min indre ikke-ryger være, og holder ikke viljen vedlige. Den får lov at passe sig selv, og bliver passiv.
Pludselig er jeg på en arbejdsplads, hvor der bliver røget uden for kontoret på balkonen. Det er da ikke noget problem, jeg er jo ikke ryger. Men duften af røg får min indre ryger til at reagere. Kan du huske det der kick … ja, for dælen, jeg kan huske det. Og pludselig måtte jeg kæmpe mod en rygetrang, 12 år efter jeg var “holdt op” med at være ryger. Det er ikke slemt. Jeg kan sagtens modstå trangen. Men den er der. Lidt som lysten til et stykke lækkert chokolade. Jeg behøver det ikke, men kunne godt tænke mig et stykke. Men jeg gør det ikke.
Du bliver aldrig ikke-ryger igen
Nu er vi mennesker heldigvis forskellige. Men for mig ved jeg bare nu, at jeg skal beholde paraderne oppe resten af livet. Jeg må aldrig slappe af. For så hamrer der pludselig nogle signaler ind i mine tanker, med lysten til en smøg. Eller mere lysten til det der kick, der får hjernen til at reagere.
Jeg har ved et par festlige lejligheder fået en smøg. Og nydt det, så længe det varede. Det var måske dumt, for det får i hvert fald ikke lysten til at forsvinde. Men jeg har bevist over for mig selv, at jeg nu kan styre min indre ryger, så jeg ikke falder i igen.
Frygten er der dog stadig, for en dag at komme til tankeløst at ryge til en fest, og trække trangen helt frem i forreste række igen. Frygt er en stærk faktor, og jeg er overbevist om, at den får mig til aldrig at lade min indre ryger få frit spil igen. I hvert fald ikke i mere end 10 minutter.
Hemmeligheden er …
Det er din viljestyrke der knækker koden.
Du skal få din indre ikke-ryger, til at være stærkere end din indre ryger. Det kan godt være, du har en stålfast vilje, men du træffer kun en beslutning, indtil du ændre mening.
Hvordan du får styrket din egen ikke-ryger, er det store spørgsmål. Jeg brugte meget logik og viden, som blandet med følelsen af at ville være ikke-ryger, kunne give mig motivation til at træffe beslutningen, men nu ved du også, at min indre ryger havde en meget stærk vilje.
Jeg blev nødt til at få hjælp i nikotinplastrer. Det er der ikke noget forkert i. Hvis jeg havde vidst hvor svært det var dengang, ville jeg nok også have prøvet alle mulige andre metoder, som akupunktur og hypnose. Men jeg har altid været god for at klare tingene selv, og det gik da meget godt. Det tog bare noget længere tid, end hvis jeg havde spurgt om mere hjælp.
…
Hav en fortsat fantastisk god dag
Skriv et svar